
Hej Allesammen!
Årets første turnering gik bestemt ikke efter planen. Langt fra, faktisk. Det blev til et misset cut, efter to runder i 78 og 77 slag. Det eneste positive er at det er mit første missede cut på ECCO Touren, i et år.
Jeg følte mig ellers rigtig godt forberedt til turneringen. I træningsrunderne ramte jeg bolden rigtig solidt og det samme gjorde jeg på træningsbanen i dagene op til. Ja, selv under opvarmningen til første runde, der ramte jeg bolden rigtig godt.
Det viste sig at være sværere at tage med ud på banen end jeg havde håbet på. I løbet af første runde slog jeg alt for mange slag, hvor jeg slet ikke var beslutsom nok og klar til at slå slaget. Det var som om jeg trak mig igennem svinget, og det betød at jeg slog rigtig mange kort og ud til venstre. Ret frustrerende, når jeg egentlig rammer bolden godt på træningsbanen.
Selvom jeg egentlig ramte 12 greens i regulation, så havde jeg ikke mere end et par oplagte birdiechancer. Det gjorde at det var ualmindeligt svært at få lavet birdies. Det nytter ikke noget at være på dansegulvet, hvis man alligevel ikke kan høre musikken :-).
Jeg var rigtig bitter og indebrændt efter første runde. Jeg var simpelthen så irriteret over ikke at kunne "committe" mig til slagene, når jeg stod ude på banen, når jeg sagtens kunne gøre det i træningsrunderne. Efter første rundes 78'er, +5, havde jeg en rigtig god snak med min træner, Martin.
Vi snakkede meget omkring hvad jeg skulle gøre, for at være mere klar og beslutsom, når jeg skulle slå slagene. Jeg fandt selv frem til, at det var en god idé at sige højt til min caddie, min kære far, hvilket slag jeg ville slå. På den måde skulle jeg ikke være i tvivl om hvilket slag jeg skulle slå, og jeg var på en måde lidt mere forpligtet til at gøre det. Og det virkede!
I anden runde skulle jeg en tur ud på Nord-banen, efter første runde blev spillet på Syd-banen. Selvom scoren ikke indikerede det, så spillede jeg noget bedre i anden runde, end jeg gjorde i første. Jeg var meget mere beslutsom, og fik slået igennem på hvert slag, så det hjalp virkelig at få sagt det højt. Det er øvelse jeg kan anbefale til alle :-).
Jeg startede anden runde med at ramme de første syv greens i regulation, hvor jeg havde fem birdiechancer indenfor 6 meter, så det var faktisk en ganske fornuftig start, og klart bedre jernslag end dagen før! Desværre var der ikke nogle af mine putts, der gik i hul.
Det gode spil fortsatte og efter 15 huller havde jeg kun misset tre greens, så det var yderst fornuftigt. Jeg kunne bare stadig ikke få bolden i hul. Et misset birdie putt fra én meter på 15. hul, var åbenbart dråben. Det var dét der gjorde at jeg var helt sikker på at misse cuttet. Det gjorde desværre at jeg slog knap så gode slag på de sidste par huller, hvilket bl.a. kostede en triple bogey. Ikke at det betød noget overhovedet, men det var stadig ikke super fedt.
Jeg formåede ikke at lave et birdie på runden, på trods af mange rigtig gode chancer. Da mit chip på 18. hul tager stangen, som står lidt skævt i hullet, og bliver liggende på kanten, så vidste jeg for alvor at det ikke rigtig var min turnering ;-). Life goes on!
I går fik jeg slået en del bolde på El Valle og jeg rammer stadig bolden rigtig fornuftigt! Målet til næste turnering er at tage det med ud på banen, og spille fuldstændig frygtløst. Og så skal jeg nyde det og have det sjovt - det er jo trods alt bare 18 huller :-).
I dag skal jeg ud og teste spillet på banen igen, så jeg kan se om jeg formår at tage de gode slag fra træningsbanen, med ud på banen. Det glæder jeg mig meget til!
I morgen står den på Pro-Am på Syd-banen; jeg skal starte 10.27. Det bliver godt at få spillet banen én gang mere, inden den næste turnering går i gang onsdag. Her gælder det Mediter Real Estate Masters, hvor der igen spilles på begge baner. Denne gang er finalerunden dog på Syd-banen, og her satser jeg stærkt på at være repræsenteret! :-).
De bedste hilsner,
Bassen