
Hej Allesammen!
Så er det ved at være tid til årets anden turnering for mit vedkommende. Fra i morgen spiller jeg årets første turnering på Hi5 Touren. Den spilles på Hacienda del Alamo, kun 25 minutter fra El Valle, hvor jeg opholder mig for tiden.
Det er en bane jeg kender utroligt godt efterhånden. Jeg spiller min første turnering som på professionel, på denne bane, for et års tid siden. Derudover spillede jeg en Hi5 Tour turnering på banen i november måned sidste år, så jeg har efterhånden fået spillet nogle runder på den.
Det er en åben bane, som de fleste andre i området. Der er masser af plads fra tee, men man skal stadig være rigtigt placeret, for at kunne angribe pindene rigtigt. De fleste greens er omringet af ret dybe bunkers, så det handler om at være præcis med jernslagene.
Det er også vigtigt at være god på par3 hullerne, da de er ret lange allesammen. I dagens prøverunde blæste det endda så meget, at jeg var nødt til at slå driver ind til to af dem :-). Jeg spillede i øvrigt prøverunde med Simon Gundorph, Jeff Winther og Jesper Lerchedahl i dag, så det var super hyggeligt. Vi er de eneste fire danskere der er med i turneringen, så vi må jo holde lidt sammen.
Siden turneringen på San Roque har jeg fået trænet rigtig mange timer, så jeg føler mig egentlig ret klar til turneringen. Jeg føler mig rigtig tryg i det korte spil og det lange sidder også rigtig fint, når man tænker på at vi stadig kun er i starten af februar.
Nøglen til et godt resultat for mig i denne uge, er at jeg kommer ordentligt fra start. Hvis jeg får sat en god åbningsrunde, så er jeg også med fremme når det hele afgøres på torsdag. Det er jeg ikke i tvivl om.
Jeg glæder mig meget til at komme i gang igen, på en tour som er lidt mere organiseret end Gecko Touren. Det bliver en ren fornøjelse. Samtidig er Titleist blevet sponsor for Hi5 Touren, så der var lige et dusin bolde i dag også. Det skal man ikke kimse af :-).
Første runde starter som sagt i morgen. Jeg skal ud 9.50 fra første hul, sammen med Gustav Adell fra Sverige og Stephen Kinch fra Irland.
I hører mere de næste dage!
Adios,
Bassen
Ingen kommentarer til "Klar til årets anden turnering!"
Indsend kommentar