Fantastisk Divisionsweekend!

Printer venlig versionSend til en ven

Hej allesammen!

 
YES!!! VI ER I DM-SLUTSPILLET!!! 
 
Så klart kan det simpelthen siges. For første gang nogensinde, er Frederikssund Golfklub klar til DM-slutspillet i Danmarksturneringen, efter en helt forrygende weekend! 
 
Inden den sidste weekend, lå vi i den tunge ende på en delt sidsteplads, sammen med Furesø, i Øst-rækken. Derfor var der lagt op til et nedrykningsdrama om lørdagen, da vi var i direkte duel med Furesø, på hjemmebanen i Frederikssund. 
 
Hele holdet havde trænet rigtig godt i ugen op til og der var blevet spillet masser af runder, både individuelt og foursome, for at være helt klar til weekendens kampe. 
 
I morgenens foursomes kom vi rigtig fint fra start. Patrick og Oxen var oppe det meste af vejen, og det samme var Morten H og Willer. De holdt begge to hele vejen hjem og så var det op til Jakob og jeg, om vi skulle ha' fuldt hus. Desværre spillede vi ikke godt og slog for mange dårlige slag, på de sidste par huller. Vi endte med at tabe på 17. hul. Det var dog stadig nok til en 4-2 føring ved pausen :-)
 
Jeg var ret irriteret over den måde vi lukkede foursomen af på, fordi jeg lavede nogle dumme fejl på de sidste huller, som jeg normalt ikke laver. Det var bestemt noget, der skulle ændres, til singlerne!
 
Jeg blev sendt ud som 3. mand, lige efter Patrick og Morten H. Jeg var blevet parret op mod Frederik Dreier, som jeg kender ret godt og har spillet med nogle gange tidligere. Jeg kom halvskidt fra start og var 1 nede efter 8 huller, men så fik jeg hanket godt op i mig selv. Derfra lavede jeg tre birdies og en eagle på de næste 6 huller, hvilket var nok til at stå på 15. tee med en 3 up føring. 
 
På daværende tidspunkt havde Patrick allerede vundet sin match 6/5 og Morten havde vundet 3/2. På 15. hul slog jeg et super godt slag op til 3 meter for birdie, mens Frederik to-puttede sikkert nede fra forkanten, for par. Derfor stod jeg med et putt for at holde os i Elitedivisionen! Jeg slog et super godt putt, som var midt i hullet hele vejen og så kunne jubelen ellers bryde ud!! Super fed fornemmelse at få lavet en masse birdies og vinde den afgørende match! Det var skønt at høre gutternes og tilskuernes brøl, da det sidste putt gik i hul :-)
 
Lige bagved mig lykkedes det også Jakob at vinde sin match på 18. hul, så vi fik begge revanche for vores dårlige foursome om formiddagen. Det betød at vi i sidste ende stod med en 12-6 sejr. Da rækken var så tæt, betød det at vi nu selv kunne afgøre om vi også skulle i DM-slutspillet. Det kunne sikres søndag i kampen mod Kokkedal, men det krævede en sejr!
 
Søndag morgen var vi allesammen topmotiverede, fulde af selvtillid og klar til at gå ud og levere endnu en fremragende holdindsats, for nu var vi jo blevet grådige. Vi ville i det slutspil! :-)
 
Det startede ikke helt som det skulle i foursomes. Patrick og Oxen kom hurtigt en del ned, Jakob og jeg havde en tæt match kørende og Morten H og Willer var 1 nede det meste af vejen. På 6. hul vendte det for Jakob og jeg, da han slog sin legendariske 4-wood op til 25 centimeter og en givet eagle. Vi spillede virkelig solidt og fik lavet de birdies, som vi ikke fik lavet dagen før. Vi endte med at lave seks birdies og en eagle på de 16 huller vi nåede at spille, inden vi kunne omfavne hinanden efter en 3/2-sejr! :-)
 
Morten H og Willer fik vendt deres match på de sidste huller og endte med at vinde på 17. hul, hvilket gjorde at vi sikrede os endnu en 4-2 føring til frokost. Igen var stemningen i top, samtidig med at gutterne var yderst fokuserede :-).
 
Jeg blev sendt ud som nummer to i eftermiddagens singler, hvor jeg blev parret med Frederik Skelmose Jakobsen. Jeg startede rigtig godt med tre birdies på de første 5 huller, hvilket bragte mig 3 up. Den føring blev aldrig mindre end 2 up på noget tidspunkt, og da jeg sluttede af med at lave birdie på 12., 13., og 14. hul, så var matchen afgjort med scoren 5/4, til min fordel. Jeg nåede at lave 8 birdies på de 14 huller jeg nåede at spille, så det var fedt at få en masse selvtillid og få rullet nogle birdies i!
 
Lige efter jeg havde puttet ud på 14. hul, kunne jeg se Oxen række armene i vejret oppe på 15. hul, for at fejre sin 4/3 sejr! Nu manglede vi pludselig kun én enkelt sejr, før drømmen blev til virkelighed. Da jeg står ved 15. tee og ser Morten H på 14. hul, får jeg at vide at han er 2 up, så det så rigtig fornuftigt ud! 
 
14-16. hul blev delt mellem Morten H og Simon Gundorph, som han spillede imod. Dermed skulle Morten blot dele ét af de sidste to huller. På 17. hul slog Simon et super godt 2. slag op til en god birdiechance, fra fire meters afstand. Mortens birdieputt var fra lidt længere afstand, men han fik puttet hen til en givet. 
 
Man kunne høre en knappenål falde til jorden, da Simon skulle putte for birdie. Hans putt ser rigtig god ud hele vejen, men stopper på hulkanten lige højre om hullet. Det vanvittige var sket. Vi havde sikret os en plads i DM-slutspillet for første gang nogensinde! Og så endda som oprykker! Det var en fuldstændig fantastisk fornemmelse :-) Meget, meget surrealistisk, men sindssygt fedt! 
 
Det hele blev fejret med tilskuere, spillere, trænere, ledere og forældre, med champagne på terrassen bagefter. Der var liv og glade dage, selvom det var svært at forstå for de fleste. Det så bestemt ikke sådan ud, efter vi havde tabt til Odense Eventyr for 2. gang i 4. Runde. Men vi er lige præcis dér hvor vi skal være - og ikke mindst dér, hvor vi hører til! :-)
 
TUSIND TAK til alle drengene for en fantastisk holdindsats! Det er en kæmpe fornøjelse at spille sammen med jer og jeg er stolt af at være fra FGK :-). Også en kæmpe tak til alle tilskuerne, der mødte op i weekenden! Jeres støtte er uundværlig! Det er altid fedt at spille, når folk kigger og man kan mærke stemningen helt ind på banen :-)
 
Min dag var dog ikke slut, efter vi havde slået Kokkedal og sikret os DM-slutspillet. Jeg satte rimelig hurtigt kursen mod Adendorf i Tyskland, hvor jeg spiller min første turnering på EPD Touren. Turneringen er startet allerede i dag, mandag. Så det var 5 timers kørsel, 6 timers søvn og så ellers ud og være klar på første tee hernede kl. 8.20 i morges. 
 
Dagen startede lidt sjovt, da jeg står på 10. tee, mit starthul, og spørger min spillemakker om vi må bruge afstandsmålere. Det må vi normalt på ECCO Touren, så jeg spurgte egentlig bare for at få en bekræftelse på, at jeg gerne måtte bruge den. Da svaret var nej, blev jeg rimelig overrasket. Jeg havde ikke nogen baneguide med ud, da jeg bare ville bruge min afstandsmåler. Derfor måtte jeg hurtigt få starteren til at løbe ind og hente én til mig, så jeg havde en chance for at finde afstanden :-)
 
Selvom starten var lidt hektisk, så var min score alt andet end dét. Jeg startede simpelthen turneringen med 9 pars i streg. Havde 4 gode birdiechancer, som jeg ikke fik udnyttet og så et par gode ind og i. Det gav 9 pars. Jeg tog det hele meget roligt og var RIGTIG god, rent mentalt. det var super fedt at mærke, at mit spændingsniveau var, hvor det skal være. 
 
Mine sidste 9 huller startede rigtig godt, for nu kom der birdies. Mit 10. og 11. hul spillede jeg næsten identisk. 3-wood fra tee, Gap-wedge op til en meter og i med puttet på begge huller, gav to birdies. Det var fedt at få hul på bylden. De to birdies blev fulgt op af to pars, inden jeg løb ind i nogle dårlige slag. Jeg fik ikke svinget igennem, hvilket kostede bogeys på 5,. 6., og 7. hul. Så var jeg lige pludselig +1 for runden. Jeg ville virkelig gerne ha' runden hjem i par, så kravet var minimum én birdie på de sidste to huller. 
 
Dén birdie kom gudskelov omgående. Jeg slog en rigtig god PW op til to meter på banens 8. hul, som jeg fik i, for birdie. På 9. måtte jeg redde par med en god ind og i, efter jeg havde misset green til venstre, men kom trods alt rundt i par. 
 
Jeg er egentlig rigtig fint tilfreds med en runde i par, specielt ovenpå en lang weekend også. Derfor blev eftermiddagen også brugt på afslapning, for at lade helt op, til de næste par dage. Jeg føler mig helt frisk og klar til at skyde et par gode runder de næste par dage :-)
 
HUSK at det stadig er muligt at blive medlem af Club61 og dermed komme med til min sponsordag d. 31. august, hvor jeg byder på morgenmad, 18 huller og frokost! Som privatperson koster det kun 1000,- og så støtter man samtidig en ung, lovende golfspiller, med begge ben på jorden ;-) Se www.lsngolf.dk!
 
Mange glade hilsner,
Bassen