Delt 30. Plads på Samsø - nu i Hammel
Skrevet af Lasse Sonne Nielsen, 14. juni 2012
Hej Allesammen!
I sidste uge lykkedes det mig endelig at klare mit første cut i en måneds tid, så det var mere end tiltrængt! Det skete i Samsø Classic, hvor jeg fik en delt 30. Plads, efter tre runder i 76, 73 og 71 slag.
Jeg kom rigtig skidt fra start i turneringen, da jeg startede med en double bogey på første hul. Herfra kæmpede jeg lidt med det hele, specielt på greens, hvor jeg var meget usikker. Efter runden opsøgte jeg Morten Hedegaard, som også spillede med derovre. Han kiggede lidt på min puttning og vi fandt ud af at jeg skulle ha' putteren mere op på tåen, for at få et bedre rul. Det hjalp virkelig i de sidste to runder!
De sidste to runder var meget mere stabile og jeg spillede rigtig fornuftigt fra tee til green. Jeg puttede, som sagt, også meget bedre, så det var en god oplevelse! I anden runde lukkede jeg rigtig skidt af, med en triple bogey på sidste hul, så den var ret tung at gå ind til sidste runde med.
I sidste runde spillede jeg endnu engang rigtig solidt. Det blev til 15 pars, to birdies og en bogey. Specielt de sidste 10 huller spillede noget sværere end de første to runder, da regnen silede ned. Jeg formåede at lave én birdie og ni pars på de huller jeg fik spillet i det kraftige regnvejr, så det var jeg rigtig godt tilfreds med!
Det var skønt endelig at klare et cut, også selvom det ikke var det stærkeste felt, der var til stede på Samsø. Det giver stadig lidt selvtillid, da det er et stykke tid siden at jeg har fået sat nogle stabile huller sammen, som jeg fik gjort i de sidste to runder på Samsø. Det fortæller mig at det går den rigtige vej generelt og at de ting, jeg arbejder på rent teknisk, er på rette vej :-).
I går ankom jeg så til Hammel, hvor Danjord Masters starter i morgen tidlig. Jeg spillede Pro-Am i går eftermiddags, hvor jeg spillede med PGA SHOP 2. Holdet bestod af Karsten Thuen, Michael Meldgaard og Karsten "Klubpro" ;-). Det var tre super hyggelige gutter og vi havde virkelig en sjov og underholdende runde, så det skal i have stor tak for, drenge!
Banen står i utroligt flot stand herovre. Greens ruller rigtig godt og fairways er klippet godt ned. Man kan virkelig se, at klubben og greenkeeperne sætter en ære i, at lave en god bane, når ECCO Touren kommer forbi. Det er virkelig en fornøjelse at være her :-).
Banen er ikke vanvittigt svær og hvis man kan holde sig på fairway, så er der masser af gode birdiechancer. Jeg behøver ikke nødvendigvis, at komme langt frem i anlægget fra tee, så planen er at være lidt konservativ fra tee og så tage chancerne i mine approachslag.
Jeg starter 9.40 i morgen tidlig, hvor jeg slår ud sammen med Oliver Nyholm og Steffen Alvang - inden da står den dog lige på lidt US Open, efter en hyggelig middag med Lucas Bjerregaard her til aften ;-)
Jeg glæder mig til at komme i gang i morgen!
I kan følge med HER!
Mange hilsner,
Bassen

