British Open var en fantastisk sportsbegivenhed. Der var masser af sublim golf, og finalerunden var et sandt drama, som udviklede sig til en tragedie, fordi helten, den aristokratiske og utroligt smukke Adam Scott, blev ved med at fejle og til sidst måtte se sig besejret af den rutinerede kæmpe, Ernie Els. Adam Scott gik i løbet af finalerunden fra hæder og ære til ruin og skam, og publikums medfølelse ville ingen ende tage, da han bagefter fattet erkendte sit nederlag og respektfuldt lykønskede Ernie Els med sejren – og viste sin store klasse som sportsmand.
 
Nu, hvor dønningerne fra dramaet har lagt sig, er det imidlertid tid til en opsang. For modemæssigt var British Open en forfærdelig oplevelse. Det gør ondt langt ind i sjælen på mig at se veltrænede golfspillere iført alt for store garbadinebukser og uformelige polotrøjer. For ikke at tale om den aldersforvirring, der præger spillernes påklædning og totalt ødelægger æstetikken i spillet. Her kommer et uddrag af opsangen. 

	Adam Scott: At gå i førerbolden på finaledagen er en fest og ikke en begravelse, så hvorfor i alverden klæde sig i (næsten) sort fra top til tå? Intet under, at han endte med at begrave trofæet.
Tiger Woods: Hvorfor spille i bukser, der er mindst tre numre for store, når ens bagdel er hugget ud i granit? Og hvorfor klæde sig som en morfar, når man kun er 36 år gammel og i øvrigt ikke særlig morfar-agtig? Mange spørgsmål rejser sig.
	Thomas Aiken: Godt begyndt er så alligevel ikke halvt fuldendt. Thomas Aikens stylist startede åbenbart nedefra og gik på toilettet omkring taljen, hvorefter… Dunlop overtog.
John Daly: Det er skidt at klæde sig som en morfar, når man er 36. Det er også skidt at klæde sig som en teenager, når man er 46. Det er faktisk rigtig skidt. Også selv om man skiller sig ud fra mængden.