Sydafrika ... mit andet hjem

Printer venlig versionSend til en ven

Hej alle sammen,
 
Sidste gang I hørte fra mig, var MØM og jeg lige kommet hjem fra tourskolen i Spanien - og med et Europa Tour kort i bagagen.
 
Blot få dage efter vores hjemkomst gik turen så videre til Durban i Sydafrika, hvor den første turnering af 2013-sæsonen skulle spilles – nærmere bestemt Nelson Mandela Championship presented by ISPS Handa.
 
Da vi ankom til Durban tirsdag formiddag skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen viste 30 grader. Vi glædede os rigtig meget til sol og sommer, og ikke mindst til at få startet den nye sæson. Desværre var MØM’s golfbag strandet i London, og hvorfor vi ikke havde mulighed for at få prøvespillet banen - vi gik i stedet for en runde uden golfkøller, og forsøgte på den måde, at danne os et indtryk af banen. Grundet en masse regn i ugerne op til turneringen, stod banen mere eller mindre under vand - faktisk var det så slemt flere steder at man dårligt nok kunne passere uden at stå i vand til anklerne. Natten til onsdag regnede det non-stop, og da mængden af regn var så voldsom måtte onsdagens pro-am aflyses. Flere huller stod fuldstændig under vand (i bogstaveligste forstand) og med en alt andet end tør vejrudsigt forude, begyndte snakken nu i krogene - ville turneringen overhovedet kunne gennemføres?
 
Nu er onsdag i forvejen ikke ligefrem den mest spændende dag på Europa Touren. For langt de fleste spillere går dagen sådan set bare med at træne og træne, og vente på at det bliver torsdag, så turneringen kan blive skudt i gang. Og for at gøre en lang historie kort, så endte vi med at have tre onsdage i træk (læs: torsdag og fredag blev også aflyst grundet de enorme mængder regn som blev ved med at falde hver nat).
 
Jeg glemmer helt at fortælle, at MØM’s golfbag ankom sent onsdag eftermiddag - panikken var ellers lige ved at indtrænge. Hvor ærgerligt havde det ikke lige været hvis sæsonens første turnering skulle indledes med et lånesæt. Og her ville der virkelig være tale om et regulært lånesæt fra den lokale proshop. Det var nemlig sådan, at udstyrsbusserne ikke var er med i Sydafrika, og hvorfor spillerne ikke bare lige kunne gå ind og få fikset deres grej - og i vores tilfælde låne noget udstyr.
 
Lørdag morgen blev turneringen så endelig skudt i gang - dog var der blevet ændret så meget på banen, at der nu nærmest var tale om en par 3 turnering. På forni var hul 7 blevet ændret til et par 3 hul (normalt par 4). Og på bagni var hullerne 12, 13, 14 og 16 alle ligeledes blevet ændret til par 3 huller. Det betød nu at banens par lød på 65 (normalt 71).
 
MØM og jeg skulle starte på hul 10, og hvorfra vi fik en drømmestart med en birdie. Og netop birdies skulle det vise sig at komme flere af den dag. På niende green (vores sidste hul) stod MØM med et eagleputt fra 10 meters afstand, men hvad der var endnu vildere, så var det for en runde i 59 slag. Men selvom det desværre ikke lykkedes at bryde 60, så gav birdien os en åbningsrunde i 5-under par (60) og endnu vigtigere, en delt 1. plads.

Det forlød sig nu at turneringen ville blive skåret ned til 36 huller og at præmiesummen ville blive reduceret med 25 procent.
 
Ligesom om lørdagen spillede MØM igen rigtig solidt - putteren ville dog ikke helt samarbejde på samme måde som dagen før. Chancer var der nok af, men den ene par efter den anden gjorde desværre, at vi i sidste ende stod og manglede blot et enkelt slag for at komme med i et omspil om sejren. Det blev i stedet til en delt 4. plads efter en sidste runde i 1-under par (64), og dermed en rigtig god start på den nye sæson.
 
Ugen efter skulle der spilles Alfred Dunhill Championship på den smukke Leopard Creek Country Club, en times flyvning fra Durban. Og havde vi nu ikke fået kortet på tourskolen tilbage i november, så var vi ikke kommet ind i turneringen på Leopard Creek. Hvor MØM fik det 19. kort på tourskolen måtte Lasse Jensen se sig slutte som 2. reserve efter at have tilspillet sig det 24. kort på tourskolen.
 
Efter en åbningsrunde i 3-over par (75) lå MØM og jeg placeret tre slag udenfor cuttet. Det ville nu kræve en rigtig god runde fredag hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at spille med i weekenden.
 
Efter forni om fredagen (banens bagni) lød den samlede score for turneringen på 5-over par, og det begyndte nu at se mere end almindeligt svært ud. Men så skal jeg da lige love for at fanden tog ved MØM. På tiende hul (banens hul 1) brændte MØM godt nok et birdieputt fra 1,5 meters afstand, og her må jeg indrømme, at jeg troede hans egen tro på tingene forsvandt. Men så startede fyrværkeriet for alvor. En eagle på hul 11 blev fulgt op af tre pars og endnu en eagle. Pludselig var vi kun et enkelt slag fra cuttet, og stadig med tre huller tilbage at spille. På hul 16 (par 3) slog MØM et 7 jern op til 6 meter fra pinden, og hvorfra han sikkert holede for birdie. 5-under par på de sidste seks huller, og pludselig indenfor cuttet (troede vi). Vores medspiller Neil Cheetham fortalte os at cuttet var rykket til 1-under par - det havde han lige hørt fra en tilskuer, så vi manglede altså stadig en birdie for at klare os videre til weekenden.
 
Muligheden for at klare cuttet forsvandt allerede på næste hul. En god 3-wood fra tee blev fulgt op af et fantastisk 8-jern som landede blot en meter venstre om pinden, men som desværre trillede ned i en dyb greenbunker. Pinden på hul 8 stod virkelig svært, og her må vi nok bare erkende, at approachslaget var lige aggressivt nok. Fra bunkeren lykkedes det ikke at komme op og i for par, og da det ikke en gang lykkedes os at redde en bogey, var løbet kørt. En afsluttende par placerede os tre slag udenfor cuttet (troede vi). Det viste sig nemlig, at cuttet aldrig havde været 1-under som Neil Cheetham havde sagt, og alle spillerne på par og den delte 60. plads kunne derfor nu gøre sig klar til weekenden.
 
Humøret var naturligvis ikke det bedste lige efter runden - og selvom der ikke er nogen garanti for at MØM var sluttet med to pars for at klare cuttet, så må jeg nu nok alligevel indrømme, at jeg tror han havde klaret den hvis vi havde vidst at to pars ville være nok.

Det missede cut var ærgerligt af flere årsager. Først og fremmest fordi man som spiller, og caddie for den sags skyld, gerne vil klare cuttet hver uge, og særligt på en bane som Leopard Creek. Og dernæst fordi vi inden Leopard Creek endnu ikke havde misset et cut sammen (12 turneringer). Den stime blev nu brudt, og samtidig vidste vi, at der var 7 uger til vi skulle i ilden igen.
 
Forude ventede nu en lang og tiltrængt juleferie hjemme i Danmark. Vi glædede os begge to rigtig meget, ingen tvivl om det, men samtidig var vi også godt trætte af, at der var så lang tid til vores næste turnering.
 
Og nu er de syv uger så snart gået, og allerede på søndag går turen mod Sydafrika igen, hvor der venter MØM og jeg tre turneringer på Europa Touren samt en enkelt turnering på Sunshine Touren. Og hvad har jeg så fået tiden til at gå med herhjemme i alle de uger. De første to uger gik med at fejre jul og nytår og få set en masse venner og familie, og ellers er det meste af januar gået med at få lavet min nye hjemmeside færdig. Jeg er meget tilfreds med det endelige resultat, og håber I har lyst til at aflægge siden et besøg når I måtte få tid.
 
Min nye hjemmeside hedder www.caddieontour.com
 
Her kan du bl.a. læse om Club CaddieOnTour og muligheden for at vinde spændende præmier. På hjemmesiden finder du også information om mine foredrag samt muligheden for at booke mig som caddie for en dag.

Samtidig kan jeg med store glæde oplyse, at jeg har indledt et samarbejde med revisionsanpartselskabet Rådgivningsgruppen ved Johnny Karleby i Søborg. Det er vigtigt for mig at have styr på mine regnskaber, og ikke mindst have ro i maven omkring det, og begge dele får jeg opfyldt hos Rådgivningsgruppen. 
 
Nå nu må jeg også hellere komme i seng - klokken er ved at være mange, og der er også en dag i morgen (som min mor ville have sagt).
 
Jeg regner bestemt med at skrive til jer igen fra Sydafrika.
 
Pas på jer selv, og sov rigtig godt.
 
Thomas

1 kommentar "Sydafrika ... mit andet hjem"

TourCaddy?

Hej Thomas,

Først og fremmest vil jeg sige tak for dine opdateringer fra touren, det er spændende læsning.

Og så til det jeg virkelig kom for at sige.

Som "erfaren" tour caddy burde du da vide at det ikke er nogen god ide at bekymre sig om hvad cuttet bliver, når der er tre huller tilbage!?!

Men istedet er det meget bedre at fortsætte med at spille sit eget spil...

Fokusere på det du kan kontrollere og ikke tænke på noget som helst andet så som (uha, bliver det nu regnvejr, eller uha, jeg tror cuttet bliver -1).

Hvis du kan forklare det bedre end jeg, så tror jeg der er en del derude der gerne vil vide hvad du mener om ovenævnte?

Mvh
En fan af golf og mental træning.