4. dag ... vi nærmer os top
Dagens stimpmeter blev 11,2. Det var dejligt tørt i går, og det har helt sikkert hjulpet os frem.
I dag havde vi gunstart kl. 9, så vi startede kl. 4 ... med kaffe og brød, for det var stadigvæk mørkt udenfor. 20 min. senere kunne vi begynde dagens arbejde. Det var tydeligt at mærke på greens, at de var blevet hurtigere i dag, når man gik rundt på dem, lige efter de havde fået deres morgen ruller. Desværre ser det ud til, at der kommer noget regn lidt senere, så måske vi bliver sat lidt tilbage i vores top speed.
I morgen, når vi har klippet, bliver klipperen sat længere ned i klippehøjde, og så ser vi om det kan give lidt mere fart til lørdagens danmarksturnering, for der kommer eliten og spiller ... og de elsker hurtige greens. Nu vi snakker danmarksturnering, så synes jeg det er trist, der ikke er flere som kommer og kigger på, og følger spillerne rundt på banen, for det er faktisk ganske interessant at se på. Det kan selvfølgelig godt være, at der i jeres klubber er masser af mennesker ude og kigge, men hvis ikke, så gå ud og kig, og se noget godt og spændende golf.
Det er i aften, at min familie kommer hjem fra frankrig, efter de har været dernede i 4 uger. Så nu skal mr. propper lige hurtigt hjem og ordne tingene, for når man er 4 uger alene hjemme, så bliver det nok til endnu flere timer på golfbanen, og så udskyder man hele tiden deadlinen. Dog havde jeg lidt held i uheld, for vores Ferris (en zero-turn maskine) var blevet defekt, så jeg blev nød til at låne en maskine fra Toro til klare dens opgaver. Vi fik en anden zero-turn klipper, dog med ca. 40 cm. smallere klip, så der skulle køres lidt mere for at nå det samme. Men den var så lille, så jeg kunne se med mit eagle eye, at den lige kunne blive testet på græsplanen derhjemme, for den havde jeg også forsømt .. lidt ... og det var bare guf. Det var lidt nemmere og lidt sjovere, og langt bedre klip end den anden jeg havde stående derhjemme.
