Hjemvendt fra min tur til Vegas sent torsdag aften, havde jeg bare nogle få dage hjemme, før et stræk med tre ugers turneringer på Symetra Touren begyndte den kommende uge. Disse dage i Maryland brugte jeg på at træne og spille prøverunde, for at forberede mig til tirsdagens US Open kvalifikation. Det havde været en måned uden nogen turneringsaktivitet, men jeg var ved godt mod gående ind til kvalifikationen. Det var en endags turnering spillet over 36 huller på den 6700 yards lange (meget lange) Woodmont Country Club.

På trods af min optimisme før kvalifikationen, og på trods af at jeg havde min kæreste Patrick på baggen, var det bare ikke min dag. Normalt er en af mine styrker at mine dårlige slag sjældent får mig i alt for store problemer. På det seneste, er jeg dog kommet i al mulig uorden med mine dårlige slag. Samtidig virkede det til at min putter kun fungerede på de meget lange putts, men det var de 4-5 fod putts der gav mig problemer. Det var en meget op og ned dag med masser af birdies, men også alt for mange bogeys. Jeg formåede ikke at slutte i den magiske top-7 i feltet, og missede derfor muligheden for at deltage i dette års US Women’s Open.

Der vil komme mange flere muligheder i fremtiden, men det tog det tungt, specielt med tanke på at jeg har kæmpet så meget med mit spil på det seneste. De sidste par måneder har jeg ikke været helt i stand til at spille den golf jeg ville, og det kan godt gå hen og blive frustrerende. Især når jeg føler at indsatsen har været der. Men sådan er det, og hvis det gik som jeg ønskede det hele tiden, ville det jo være kedeligt.

Efter 36 huller værende fuldstændig fysisk og mentalt udmattet efter den lange dag, skulle jeg ud på en 11 timers køretur den næste dag. På listen af ting jeg havde lyst til at gøre den onsdag morgen, stod en 600 mils køretur på egen hånd, bestemt ikke øverst. Men Indiana og ’My Marsh Classic’ var destinationen for ugens Symetra Tour turnering, så i bilen kom jeg.

Fordi US Open kvalifikationen var om tirsdagen, ville jeg kun nå en enkelt prøverunde torsdag, før turneringen startede fredag (normalt rejser jeg mandag for at have tre dages spil og træning før turneringerne på touren). Jeg var stadig frustreret over mit spil, men jeg ved at det er et sejt træk engang imellem, så jeg arbejdede på det efter torsdagens prøverunde. Jeg syntes faktisk at jeg fandt noget brugbart til både puttningen, min chipning, og det lange spil, så jeg ville prøve at teste det under turneringen. Heldigvis, gav de små justeringer pote i all aspekter af mit spil!

Banen spilledes svært med meget vind alle tre dage. Enkelte gange kæmpede jeg videre med mine dårlige slag som bragte mig i uheldige situationer, men denne gang havde jeg det korte spil på min side. Pludselig synes min putter også for alvor at tø op for den første gang i lang tid, og det resulterede i nogle birdies. Jeg gik runderne 2 over, 1 over, og endelig en runde under par om søndagen – en runde i 71 slag. Med den svære blæst førte de scores en tiende plads med sig. Det var min første top-10 placering på Symetra Touren og mit klart bedste resultat i min tredje turneringe på touren. 

Jeg var rigtig tilfreds med resultatet af turneringen, specielt med tanke på hvordan mit spil var tidligere på ugen. Det er utroligt hvordan nogle få justeringer kan gøre sådan en stor forskel. Det føltes mere som mit gamle spil der kom tilbage, og det er fedt at vide at jeg kan komme i top-10 samtidig med stadig at slå nogle kostbare skæverter. Forhåbentlig kan jeg komme af med disse før denne uges turnering i Iowa, hvor det gælder ’Titan Tire Challenge’ på Symetra Touren. 

- Therese