Efter Indiana for to uger siden, gik touren til Iowa og turneringen Ladies Titan Tire Challenge. Efter turneringen i Indiana ugen forinden følte jeg at mit spil var på rette vej, og gående ind til denne turnering føltes mit sving faktisk bedre end i Indiana hvor jeg sluttede på 10. pladsen, så jeg var håbefuld.

Selvom svinget føltes godt kunne jeg dog ikke rigtig få den lave score i hus. Efter runder i 76 og 73 var jeg dog nogenlunde med, og følte mig klar til at skyde lavt den sidste dag. Vinden var utrolig hård, specielt den sidste dag, men på trods af det spillede jeg godt. Jeg åbnede runden med tre birdies på de første tre huller, så man må sige at det var en god start! Så på 9. hul oplevede jeg noget jeg aldrig før har prøvet. Lige i impact med min driver faldt bolden af tee’en (på grund af den kraftige vind), og det var kun med nød og næppe at jeg fik kontakt til bolden. En double bogey blev inkasseret til følge, og må indrømme at jeg følte mig en smule snydt. Der fra synes der at komme flere uheldige slag og jeg blev så frustreret. Jeg sluttede 5 over par for dagen i en runde der aldrig skulle have været over par.

Efter den turnering synes jeg at det var tiltrængt med en god turnering i Decatur, Illinois. Siden jeg endte helt nede på 62. pladsen, var det måske mærkeligt at jeg havde en så god fornemmelse gående ind til Illinois turneringen, men ikke desto mindre var jeg klar til revanche. I torsdagens pro-am lykkedes min gruppe at vinde da vi var 15 under par i vores scramble, så jeg fortsatte med den gode følelse i spillet.

Fredag var det ’go time’. Jeg spillede godt og puttede godt, men fik ikke mange birdies til at starte med. På bag-9 blev jeg dog pludselig varm og lavede 4 birdies i streg for en runde i 67 (-5), min laveste runde i år. Jeg førte turneringen efter første dag og det var så tilfredsstillende endelig at komme ind i en god score. Dette forår har jeg kæmpet med at få lave runder i hus, og det har været et langt og sejt træk, i det jeg ved jeg har det i mig, men ikke har været i stand til at producere noget. Så endelig havde jeg en god dag som puttede mig helt til tops i feltet.

På anden dagen skulle jeg lige befries for et par nerver på de første huller, men på for-9 kunne jeg ikke rigtig få det til at spille og var 2 over par. På bag-9 kom jeg dog igen stærkt tilbage med 4 birdies for en runde i 2 under par, på den mere blæsende dag. Efter lørdagens runde var jeg på en delt førsteplads med to andre piger i 7 under par, 4 slag ned til den næste gruppe af forfølgere.

Det var sjovt at prøve at spille i den sidste gruppe om søndagen og endelig at være i spil om første pladsen på Symetra Touren. Det er jo trods alt det jeg spiller for. Jeg prøvede at fokusere mest på at nyde det og tage det et slag ad gangen, men det kørte ikke helt som før. Jeg lavede ikke nogle birdies, og i slutningen af runden endte det mere med at blive en kamp om at holde tredje pladsen for mig selv, da mine to konkurrenter spillede rigtig godt. Selvom putts’ne ikke rigtig faldt for mig kæmpede jeg videre, og med en birdie på 15. hul og en runde i par lykkedes mig at få tredje pladsen til mig selv.

Turneringens vinder skød 66 om søndagen, og det kunne jeg simpelthen ikke konkurrere med på dagen, så med tanke på hvordan det udfoldede sig, var jeg rigtig glad for min placering. Det er mit klart bedste resultat herude på touren og så fik jeg også fornøjelsen af at indkassere karrierens hidtil største check! Det var en super måde at slutte de tre uger ’on the road’.

Jeg fik to top-10 placeringer ud af de sidste tre turneringer og rykkede fra nogen og 80. pladsen op til 17. pladsen på tourens ’money list’. Nu har jeg så en uges ’fri’ som skal tilbringes hjemme i Maryland. Over de sidste 10 uger har jeg været hjemme i mindre end tre uger, så det er helt klart tiltrængt med noget tid sammen med Patrick. Det giver mig også en uge til at arbejde mere med spillet og blive klar til næste uges turnering i Michigan, hvor det gør løs igen. 

-Therese