Regel 34 - Uoverensstemmelser og afgørelser

Printer venlig versionSend til en ven

Definitioner
Alle definerede udtryk er i kursiv og i alfabetisk rækkefølge i Definitionsafsnittet.

34-1. Protester og straffe

a. Hulspil

Hvis en protest er indgivet til Komiteen efter Regel 2-5, bør en afgørelse træffes så hurtigt som muligt, så matchens stilling, hvis det er nødvendigt, kan rettes derefter. Hvis en protest ikke nedlægges i overensstemmelse med Regel 2-5, må Komiteen ikke tage hensyn til den.

Der er ingen tidsfrist med hensyn til at pålægge diskvalifikationsstraf for overtrædelse af Regel 1-3.

b.  Slagspil

I slagspil må ingen straf ophæves, formildes eller pålægges, efter at turneringen er afsluttet. En turnering er afsluttet, når resultatet er officielt bekendtgjort, eller – i slagspilkvalifikation til en efterfølgende hulspilturnering – når spilleren har spillet sit første slag i sin første hulspilmatch.

Undtagelser: Diskvalifikationsstraf skal pålægges, efter at turneringen er afsluttet, hvis en slagspiller:

(i) overtrådte Regel 1-3 (Aftale om tilsidesættelse af Reglerne), eller

(ii) indleverede et scorekort, hvor han havde anført et spillehandicap, som han – før turneringen var afsluttet – vidste var højere end det, han var berettiget til, og dette havde indflydelse på det antal slag, han modtog (Regel 6-2b), eller

(iii) indleverede en score, der på noget hul var lavere end den faktiske score (Regel 6-6d), medmindre årsagen hertil udelukkende var undladelse af at medregne en straf, som han – før turneringen var afsluttet – ikke vidste, at han havde pådraget sig, eller

(iv) før turneringen var afsluttet, vidste, at han havde overtrådt nogen anden Regel, hvor straffen for overtrædelse er diskvalifikation.

34-2. Dommerens afgørelse

Hvis Komiteen har udnævnt en dommer, er dennes afgørelse endelig.

34-3. Komiteens afgørelse

Hvis der ikke er udnævnt en dommer, skal enhver uoverensstemmelse eller ethvert tvivlsspørgsmål vedrørende Reglerne forelægges for Komiteen, hvis afgørelse er endelig.

Hvis Komiteen ikke kan træffe en afgørelse, kan den forelægge uoverensstemmelsen eller tvivlsspørgsmålet for The Rules of Golf Committee of the R&A, hvis afgørelse er endelig.

Hvis uoverensstemmelsen eller tvivlsspørgsmålet ikke har været forelagt for the Rules of Golf Committee, må spilleren eller spillerne anmode om, at en tiltrådt redegørelse forelægges gennem en behørigt autoriseret repræsentant for Komiteen til the Rules of Golf Committee for at få en udtalelse om den trufne afgørelses rigtighed. Svaret vil blive sendt til den behørigt autoriserede repræsentant for Komiteen.

Hvis der ikke har været spillet i overensstemmelse med Golfreglerne, vil the Rules of Golf Committee ikke træffe en afgørelse om noget spørgsmål.

Note: Det anbefales, at der først rettes henvendelse til Dansk Golf Union, som kun i tvivlstilfælde vil forelægge sagen for R&A.